mandag den 6. februar 2012

Det er nu du skal så kæmpe-jernurt

Når man først har stiftet bekendtskab med kæmpeverbena, så er det en plante man ikke vil undvære og man kan slet ikke få for mange.
 I foråret er den en strittende pind der ikke gør meget væsen af sig, men hen på sommeren så udvikler de 1 m høje, slanke strittende pinde små lillablå blomster der sidder i flade skærme og lige pludselig får denne plante enormt meget opmærksomhed, især fra folk der endnu ikke har stiftet bekendskab med den.




Kæmpejernurten er anvendelig i mange sammenhænge - f.eks i bede mellem andre stauder, mellem roser, mellem græsser og i krukker. Den er stiv og stærk og kan tåle at stå vindomsuste steder. 




Planten, som er flerårig, stammer oprindelig fra bjergrige områder i Sydamerika, men den er ikke hårdfør i Danmark. Hård frost tager som regel livet af den, men da den sår sig selv kan man som regel finde frøplanter rundt omkring. Problemet med frøplanterne er at de kommer ret sent - i starten af juni - og det betyder at planterne aldrig når at blive rigtig store inden frosten tager dem. Så hvis du gerne vil have store frodige planter, så skal du i gang med at så nu. Frøene skal have en kuldeperiode for at spire, og de kan være lidt drilske at få til at spire:


Jeg plejer at gøre følgende:


1) Bland frø og en lille smule fugtig såjord i en plastisk pose, luk posen og lad den ligge ved stuetemperatur i en uge.
2) Flyt derefter posen i køleskab i 2 uger.
3) Spred jord/frø blandingen på overfladen af en såbakke indeholdende mere  såjord.
4) Sæt såbakken et lidt køligt sted og hold jorden fugtig i 2 uger.
5) Sæt såbakken et lunt sted og nu skulle de gerne begynde at spire. Spiringen kan være uregelmæssig så vær tålmodig og husk at holde jorden let fugtig. 


Hvis du synes det er alt for besværligt kan du også købe frø der er kuldebehandlede og som bare skal sås ved alm. stuetemperatur hos www.jelitto.com. Som privat person kan du også handle der og de sælger også små portioner frø. Eneste krav er at du skal handle for mindst 25 euro ialt.


Du har selvfølgelig også mulighed for at købe planter i havecentre og planteskoler i foråret. Jeg har også salgplanter i foråret, hvis vinteren altså ikke bliver alt for ekstrem. Sidste vinter mistede de fleste planterne og der var stor mangel i foråret. 



8 kommentarer:

  1. Hej Marianne

    Behøver jeg at behandle dem med kulde, som du foreslår? Kan jeg ikke bare bruge de frø som sidder på sidste års planter ude i haven nu. De er i hvert fald kuldebehandlet (-19 grader).

    Hilsen Anne Flander

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne
      Måske, måske ikke. Umiddelbart vil jeg ikke tro at de spirer, for frøene er sådan indrettet at de først skal tro at det er sommer, så skal de opleve en vinter og så spirer de det kommende forår - men det skal opleves i fugtig jord. Det hjælper ikke noget at lægge de tørrede frø i fryseren . Den proces Jellito bruger til at bryde frøhvilen er meget kompliceret - de har ikke bare udsat frøene for kulde.

      Men du kan jo forsøge begge del og se hvad der virker :-)

      God fornøjelse

      Mange havehilsner Marianne

      Slet
  2. Tak for påmindelsen om at så jernurt :-)
    Jeg har dem i haven og har altid mange selvsåede, men du har helt ret i at de altid kommer lidt sent igang. Jeg plejer også at overvintre nogle stykker i mit opvarmede drivhus.
    Men nu har du inspireret mig til også at så den pose frø, som jeg fik med et engelsk haveblad sidste forår. Man kan jo næsten ikke få for mange, vel :-)
    Det er dejligt at du er kommet på bloggen. Jeg har desværre først lige opdaget det.
    Jeg er en af dem som er rigtigt ked af at du har lukket din dejlige planteskole, men jeg kan godt forstå at det var et kæmpearbejde. Og så er det jo skønt at du vil dele alle dine gode idéer her på bloggen istedet. Så tak for det :-)
    Hilsen Hanne i haven

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Hanne
      Tak for kommentar. Ja, for det meste kan man også overvintrer dem i kold drivhus. Det har jeg selv gjort i årevis, men som sagt gik de til sidste år i drivhuset. I år har jeg dækket med bobleplast så må vi se om det så går.
      Tak for dine ord omkring planteskolen.:-)

      Mange havehilsner

      Marianne

      Slet
  3. Jeg har lige fundet frøposen frem idag, nu skal det være... :o) Og så må jeg vist også hellere følge med herinde.
    Havehilsen fra fru friis c",)

    SvarSlet
  4. Den er også så fin. Jeg satser og håber du stadig har nogle tilbage til foråret ;-))
    Kh Mucki

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mucki - jeg skal tænke på dig. Kh Marianne

      Slet
  5. Jeg kom tilfældigt forbi din blog.
    Kæmpeverbena er smukke. Jeg blev nogen foræret sidste år. Håber de selvsår sig.
    Jeg har taget frø fra. Skulle måske forsøge dit råd.
    Tak for kiggget.

    SvarSlet