mandag den 2. januar 2012

Et nyt haveår.....

Håber I alle sammen kom godt ind i det nye år og at I ligesom jeg glæder sig til at tage fat på et nyt år, hvor nye havedrømme kan gå i opfyldelse. 


Trods mange storme står græsserne stadig

Min egen have har kørt på lavt blus i alle de år jeg har haft planteskole - der har simpelthen ikke været tid til både planteskole og opbygning af en stor have. Men for 10 år siden, før jeg havde planer om en planteskole, inddrog vi 6000 m2 landbrugsjord, plantede 3-rækket vildthegn udenom stykket og delte rummet op i mindre rum ved at plante hække af bøg (2000 stk) og taks. Nu 10 år efter har vildthegn, taks og bøghækkene vokset sig store og de skaber nu de rum vi ønskede. En hel del af rummene er gennem tiden blevet tilplantet, og de fleste af mine billeder stammer fra den del af haven. Men der er plads til mange nye havedrømme, og nu hvor planteskolen ikke stjæler alle mine weekender skulle der vel kunne blive tid til at nogle af mine havedrømme kan gå i opfyldelse. 

Jeg tog kameraet med rundt i haven idag for at se hvordan status var på denne dejlige milde dag i januar. Her er lidt af det jeg så....


Flotte Digitalis 'Apricot' (Fingerbøl) planter. Selvsåede planter jeg ikke har nænnet at fjerne.
Vores fine fritgående høns gik og hyggede sig i "Den Hvide Allé"





Små dværgrhododendron med masser af knopper. Her bl.a vist fordi det forklarer hvorfor det kan være svært at drive planteskole i Danmark. Disse fine planter er købt i et supermarked til.......hold fast 15 kr stykket...jeg spørger bare hvordan kan man producere nogle så langsomvoksende planter til 15 kr incl. moms og hvor supermarked sikkert får den største fortjeneste?




Det her er rigtigt skidt. Mosegrise har spist mine Echinacea 'Twillight'. De elsker desværre purpursolhatte og det er en kamp at få dem hele gennem vinteren her på stedet.




Rådyrene var der også....





Og her er resterne af en Heuchera (Alunrod) efter at rådyrene har spist bladene. Det gode er at de ofte efterlader så meget plante at de vokser videre også selvom det går mere voldsomt til end vist på dette billede.



Dejligt med forårsblomster i januar......








6 kommentarer:

  1. Hej Marianne
    Det er flotte græsser, du viser og også din fingerbøl er imponerende. Jeg har også mange, men det er bare de almindelige. Håber du viser billeder af din Apricot til sommer, når den blomstrer.
    Vi har heldigvis ingen mosegrise her på øen, så det problem har jeg ikke. Derimod har vi rådyr, jeg har dog aldrig oplevet, at de har spist af mine heuchera, men rosenknopper og blade af unge træer, for ikke at snakke om, når det fejer et ungt træ og knækker det :o(
    Havehilsener
    Lisbeth

    SvarSlet
  2. Godt nytår, Marianne.

    Det ser skønt ud i din have. Vi mangler rum her hos os. Jeg må sige, at jeg trak lidt på smilebåndet, da jeg læste dit indlæg, for du har ret i, at man ikke når meget havearbejde, når man har en planteskole. Og at se andre haver i sæsonen er en utopi! Og når jeg tænker på, hvilken show have, jeg havde i min tidligere have ;-)

    Lækkert at se hønsene gå frit rundt. Det gør de også her hos os, og jeg nyder at have dem gående, når jeg går ude i haven :-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  3. Dejlige fotos, og fine høns. Mine holder meget af at rode i naboens kompost - så de inddrager selv det jord de mangler her på matriklen :-)
    Kh Mucki

    SvarSlet
  4. Tak for kommentarer allesammen.
    Til Lisbeth - jo, der skal nok komme billeder af Apricot - det har en særdeles dejlig farve og er meget smuk sammen med de brunbladede kørvel og blå katteurt der også står i bedet. Og mosegrise er noget frygteligt noget som nærmest er helt umuligt at holde nede, selvom om vi bruger både gas og giftkorn. Haven ligger op ad en å som også tiltrækker dem.

    Til Marlene - Ja, jeg er ikke i tvivl om at du også godt kender til udpræget tidsmangel - man bliver aldrig færdig i en planteskole - der er altid noget der skal ompottes, gødes, vandes, nusses om, plus hele den forretningsmæssige del. Og nej jeg har heller ikke set mange haver i den tid jeg har haft planteskole. Men det skal jo ikke kun være negativt - det er skønt at arbejde med planter. Jeg håber du også får lidt tid til din have i år :-)

    Til Mucki. Dejligt at se dig her på bloggen. Ja, her hjælper hønsene også til - nogen gange lidt for meget, så alle nytilplantede områder bliver indhegnet. Du må sige til hvis du skal have nogle æg til en skrukhøne - vi har sjove høns med top på hovedet (afkom af Toppede Hollændere).

    Mange havehilsner Marianne

    SvarSlet
  5. Hej Marianne,

    Min have er kun en rækkehusgrund på ca 30 m2, så jeg nyder SÅ meget at kunne følge med i et paradis som det du har !

    Jeg kan lide at se dine ideer og følge dine planter og finde inspiration til mine drømme om når/hvis jeg har/havde en stor have...
    Og dine flotte billeder er bare prikken over i'et. Virkelig flødeskum til at nære længslerne efter foråret og jord mellem neglene...

    På trods af de få m2, har jeg over 300 planter i min have med fordelt blomstring året igennem. Og naturligvis en forholdsvis stram farveholdning i rosa-, violet- og limefarver. MEN når jeg får en stor have vil jeg lave en hvid have som den du har med en allé af guldregntræer... Den er bare så smuk !

    Godt Nytår!

    VH Käte

    SvarSlet
  6. Hej Käte

    Godt nytår og tak for dine roser. Heldigvis er det jo lysten der driver værket og ikke størrelsen på ens have. Og små haver kan være meget frodige og fantastiske. Hver eneste plante i din have er sikkert meget nøje udvalgt. I sådan en have gider man ikke planter der kun er pæne i kort tid. Jeg er sikker på at du har skabt dit eget lille paradis.

    Ha en god weekend

    Mange havehilsner Marianne

    SvarSlet