fredag den 12. april 2013

De skønne purpursolhatte - del 2

De bedste enkeltblomstrende sorter

I forrige indlæg om Echinacea, purpursolhattene, beskrev jeg hvordan man bedst dyrker purpursolhattene under danske forhold, hvis man vil have succes med disse skønne planter. Der er som tidligere skrevet udviklet 100-vis af sorter de sidste 10 år, og fordi planten blev så populær og der var så stor efterspørgelse, så gik det lidt for stærkt. Der var ikke tid til at teste planterne før de kom på markedet, så hvis man havde fundet en hybrid der så sjov og anderledes ud, så blev den markedsført uden man havde haft tid til at undersøge dens vitalitet og persistens på længere sigt. Det har givet nogle skuffelser rundt omkring i mange haver og nogle af sorterne vil jeg ikke anbefale til danske forhold.


Det er klart, at jeg kun kan vurdere de sorter jeg selv har erfaring med - omkring 30 sorter. Ud fra devisen at det er bedre at komme med et bud på egnethed end at vi alle famler os rundt i mørke, vil jeg tillade mig at dele dem op i 3 grupper alt efter hvor svære de er at få succes med i haven, nemlig 'de nemme', 'de middelsværere' og 'de krævende'. Det er farligt, da mange faktorer spiller ind, men jeg vover forsøget.

Du kan dyrke alle sorterne, hvis du kan tilbyde dem optimale forhold, også 'de krævende sorter', men hvis du ikke har optimale forhold eller sørger for at der kommer optimale forhold som beskrevet i første indlæg, så kan du stadig få succes med de sorter jeg nævner i dette indlæg på en alm. god dansk muldjord (eller lerjord):


De nemmeste enkeltblomstrende sorter:


Echinacea purpurea - den rene art

Echinacea purpurea
Lilla-rosa. Blomsten falmer til lys rosa ved ældning. Hængende randkroner. Blomstrer juli-september. 100 cm. Medicinplante. Du kan enten købe frø eller planter.



Echinacea purpurea 'Magnus'

Echinacea 'Magnus' vist her i sit falmede look sidst på sæsonen. Skøn selv i forfald. 
Lilla-rød. Blomsten falmer til lys rosa ved ældning. Randkroner vandrette. Blomstrer juli-september. 100 cm. Du kan enten købe frø eller planter.



Echinacea purpurea 'Rubinstern'

Echinacea purpurea 'Rubinstern'
Lilla-røde store blomster (mere intens i farven end Magnus). Vandrette randkroner. Stor skivekrone. Kraftig voksende robust plante. Maskulin i sit udtryk. Blomstrer juli-september. 100 cm. Du kan enten købe frø eller planter.



Echinacea purpurea 'Kim's Knee High'

Echinacea purpurea 'Kim's Knee HIgh' her sammen med Achillea millifolium 'Forncett Flatton'
Rosa-lilla små blomster. En lav sort der bliver omkring 50 cm høj. Hængende randkroner. Blomstrer juli-september. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'Pica Bella' 

Echinacea purpurea 'Pica Bella'
Mørk lilla-røde blomster. Slanke randkroner der forbliver vandrette. Sorten har et slankt, lidt spids udseende. God stabil sort. Blomstrer juli-september. Omkring 60 cm høj. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'Fatal Attraction' 

Echinacea purpurea 'Fatal Attraction'
Favoritplante der altid vækker opsigt i haven. Mørk vinrøde blomster i udspring, mørke stængler, mørke grønne blade. Vandrette randkroner der er i dobbelt lag. Sund og robust. En Piet Oudolf selektion. Blomstrer juli-september. Omkring 60 - 70 cm høj. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'Hope'

Echinacea purpurea 'Hope' her plantet i krukke sammen med Heuchera 'Georgis Peach'
Lyserøde blomster med rød-orange skivekroner der vokser sig større under blomstringen. Vandrette randkroner. Robust og kraftig sort. Blomstrer juli-september. Omkring 70-80 cm høj. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'White Swan' ('Alba')

Echinacea purpurea 'White Swan'
Hvide blomster. Hængende randkroner. Blomstrer juli-september. 100 cm. God sort. Du kan enten købe frø eller planter.


Der findes flere hvide typer som også vil kunne dyrkes forholdsvis let, men jeg har været så glad for 'White Swan' at jeg har holdt mig til den. Jeg har erfaring med den meget smukke 'Jade', men den er ikke nem. 


Jeg har naturligvis ikke nævnt alle der er nemme, men med de sorter jeg har nævnt går man ikke helt galt i byen. Hvis man ikke har held med disse sorter i sin have skal man nok indstille sig på at purpursolhatte bare ikke trives under de forhold man har i sin have og finde et godt alternativ. 



I næste indlæg (del 3 kommer senere) beskriver jeg nogle af de sorter jeg anser for at tilhører den middelsvære gruppe, som kræver lidt mere opmærksomhed mht dyrkningsforholdene for at de skal være en succes i haven.

9 kommentarer:

  1. Ich liebe Sonnehüte in allen Farben...am besten gefällt mir aber Weiß....
    Deine Bilder zu diesem Thema sind grandios...

    Lieben Gruß Erwin

    http://e-schriefer.blogspot.de/

    SvarSlet
  2. Flot indlæg. Jeg synes også purpursolhatte er skønne, men de er ikke meget for at gro hos mig. Jeg ved ikke hvorfor? Min jord indeholder en del kalk???

    Venlig Hilsen
    Jette
    Florafantastica

    SvarSlet
  3. Smukke , smukke fotos og blomster. Måske kan jeg være så heldig, at der også engang ser sådan ud i min have!
    Mange hilsner Mucki

    SvarSlet
  4. Skønt indlæg Marianne. Hope er en af mine yndlinge og groede godt et par år her.....sidst år var der desværre kun en enkelt tilbage - jeg flyttede den i håbet om at få den til at overleve.... så nu er jeg spændt på hvad der sker.

    Dorthe

    SvarSlet
  5. Godt indlæg og lækre billeder. 'Kim's Knee Hgh' sammen med achillea og pileurt - wow :-)

    SvarSlet
  6. Hej Marianne.Skønt indlæg om solhatte.Fik dem først i min have sidste år.Men skal helt bestemt have nogle flere.......dejlige billeder du viser.
    God weekend Jette

    SvarSlet
  7. Kære Alle. Tusind tak for jeres kommentarer. Rigtig dejligt at at synes godt om indlægget.

    @Jette. Dit problem med at få purpursolhattene til at gro i din have skyldes ihvertfald ikke at din jord er kalkrig. Echinacea foretrækker en kalkrig jord med en pH-værdi omkring 7. Men kan det være noget med at din jord pakker og er lidt iltfattig - måske jorden lider af traktose - det er der mange jorde der gør, fordi der bliver kørt rundt med tunge maskiner. Svært at vide når jeg ikke kender stedet.

    @Mucki. Det skal nok komme. I år sker der en hel masse - glæder mig til at se det.

    @Dorthe. Vi må håbe 'Hope' klarer sig. Men jeg skal måske lige indskyde at purpursolhatte normalt ikke bryder sig om at blive flyttet, så medmindre stedet hvor den gror er meget dårligt, får man ikke altid gevinst ved at flytte den.

    Rigtig god weekend til alle og held og lykke med purpursolhattene. Mange hilsner Marianne

    SvarSlet
  8. Det er nogen gode indlæg du har lavet om purpursolhattene - nu forstår jeg bedre at det går fint med nogen og "noget op ad bakke" med andre ( den søde lysegule Sunrise - hjertesuk)i mine bede.
    Jeg vil nu gøre mig endnu mere umage med store plantehuller med ekstra meget grus til de dejlige planter.
    Jeg venter spændt på del 3 - for jeg vil gerne blive god til at få flest nulig til at trives.
    Jeg synes at purpursolhat er en af de bedste nyheder i min have de sidste par år.

    SvarSlet
  9. Hej Marianne
    Jeg har lige genlæst dine indslag og håber at du snart får tid til at skrive del 3 til os.
    Forsat god sensommer

    SvarSlet