torsdag den 26. september 2013

De skønne purpursolhatte del 4

I denne sidste del om purpursolhattene er vi nået til de sorter, som jeg erfaringsmæssigt mener tilhører gruppe af purpursolhatte, som man virkelig skal kæle for, hvis man vil have succes med dem i sin have. Planterne i denne gruppe er alle krydsninger og hybrider (man krydser to forskellige arter) og helt hvordan de enkelte planter opfører sig afhænger af deres ophav. I denne gruppe finder vi næsten alle de gule, orange og røde sorter og det er stort set ligegyldigt om de er fyldte eller enkeltblomstrende. 


Her er et lille hint mht at finde ud af om man står overfor en sort der kræver ekstra opmærksomhed. En hel del af disse sorter har smalle glatte blade som man bl.a. finder hos hybrid-sorten 'Marmelade'. Hvis man ser disse smalle glatte blade, så står man helt sikkert overfor en sort som er krævende. Sorter med brede ru blade er som regel lettere at få succes med, men ingen regel uden undtagelser. Men iagttag bladene, så ved du nogenlunde hvad du står med. 


Echinacea hybrid 'Marmelade'

En anden ting man skal være opmærksom på er at sorter med glatte blade er det rene guf for snegle.  Så hvis man har mange snegle i sin have, så har de glatbladede purpursolhatte ofte ikke en chance for at stikke hovedet op over jorden. 

Personligt dyrker jeg næsten udelukkende disse vanskelige sorter i krukker. De er fortræffelige krukkeplanter. Samtidig er mange af dem er vældig pompøse i deres udseende og de kan derfor være svære at tilpasse i havens bede. Så dyrkningen i krukker har en dobbelt funktion. Det går bedre med disse meget anmassende planter i krukker, hvor de kan indgå i nogle tableauer. Hvis man dyrker dem i krukker skal de stilles i koldhus om vinteren. Det gør ikke noget at der kommer masser af frost, bare det ikke regner ned i potten. 

De kan godt dyrkes i haven, men man skal virkelig gøre sig store anstrengelser, og selv da vil man opleve at de forsvinder efter nogle år.

Endelig skal man være opmærksom på at havecentrer og planteskoler ofte faldbyder purpursolhattene i sensommeren og her står de så og lokker med deres fine blomster. Plant ikke purpursolhattene efter 1. oktober og hvis du planter i august/september så klip alle blomsterne af, så planterne i stedet bruger kræfterne på at danne et kraftigt rodnet. Det giver større chance for at få dem gennem vinteren. 

Her er nogle eksempler på vanskelige sorter, men der findes rigtig mange og der kommer stadig mange nye på markedet hvert år.


De enkeltblomstrende:


Echinacea 'Art's Pride'




Echinacea hybrid 'Art's Pride'
Art's Pride' var den første orange sort vi stiftede bekendtskab med herhjemme. Den stammer fra en krydsningsprogram hvor man krydsede E. purpurea 'Alba' med E. paradoxa. Den har smalle glatte blade som den har arvet fra E. paradoxa. Rigtig mange haveejere har haft problemer med at få den til at overleve i haven og den sygnede ofte lige så stille hen. Den kan ikke anbefales til danske forhold, medmindre man dyrker den i krukke. 


Echinacea 'Tiki Torch'


Echinacea hybrid 'Tiki Torch'
Krydsning mellem E. paradoxa og E. purpurea. Meget smuk kraftig plante med en fantastisk farve og fin tilvækst. Den kan stå flot og stor i haven i nogle år, men kan så pludselig forsvinde. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj. 



Echinacea 'Tomato Soup'


Echinacea hybrid 'Tomato Soup'
Krydsning mellem E. paradoxa og E. purpurea. Røde blomster der bliver mere rød-orange efterhånden som blomsten ældes. Planten er spinkel, har blanke smalle blade og har langsom tilvækst. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Echinacea 'Hot Summer'




Echinacea hybrid 'Hot Summer'
En naturlig krydsning der opstod i en forsøgsmark i Holland i 2007. 'Hot Summer' er en spændende sort som byder på mange flotte farver, når planten står fyldt med blomster. Sorten starter med gul-orange blomster, som ved modenhed udvikler sig til den mest fantastiske dybrøde farve. Sorten er rimmelig stærk og har god tilvækst. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Echinacea 'Harvest Moon'


Echinacea hybrid 'Harvest Moon'
En del har stiftet bekendtskab med 'Harvest Moon' da en hel del planteskoler har haft den i deres sortiment. Det har givet mange frustrerede haveejere for mange har oplevet at planten forsvandt den første vinter. Den har ru brede blade (fra E. purpurea) og man kan derfor blive snydt og tro at den ikke er vanskelig. Den har gule blomster der beholder farven og vandrette skive kroner. Blomstrer juli - september og bliver 70 cm høj. Jeg vil ikke anbefale den til danske forhold.


Eksempler på fyldte sorter:

Echinacea hybrid 'Hot Papaya'


Echinacea hybrid 'Hot Papaya'
Rød-orange fyldte blomster. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Echinacea hybrid 'Irresistible'


Echinacea hybrid 'Irresistible'
Orange fyldte blomster. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Der findes rigtig mange fyldte sorter og der er ingen grund til at nævne en hel række sorter. Det, at sorterne er fyldte, gør dem ikke sværere at dyrke end de enkeltblomstrende. Det er deres blomster farver i de rød-orange kulører der gør dem vanskelige, fordi de er hybrider og noget af ophavet er arter som ikke er så hårdføre i Danmark.

Jeg håber, at disse indlæg kan gøre det lettere at vælge sorter efter havejordens beskaffenhed og ens ambitionsniveau. Det er alt andet lige meget sjovere at se på planter der trives end planter der langsomt forsvinder. 

Rigtig god fornøjelse med purpursolhattene. 




9 kommentarer:

  1. Tak for et godt indlæg, det er rart at blive klogere på solhatte.

    SvarSlet
  2. Så er det jo derfor mine solhatte er forsvundet. Tak for et informativt indlæg, som jeg er blevet meget klogere af at læse.

    SvarSlet
  3. Tak for et godt indlæg med grundig information om de vanskelige solhatte. Det giver mening i forhold til de sorter, der er forsvundet i min have. Havde overvejet nogle af de orange sorter, men holder mig fra indkøb af disse - kan vist ikke give andet end frustrationer med de jordforhold, jeg har i min have.
    Venlig hilsen Linda

    SvarSlet
  4. Tak for endnu et dejligt indlæg om mine yndlings - og super skønne billeder ;0)

    Tippet med de smalle blade er super godt Marianne - det var jeg ikke klar over og det vil jeg have in mente i fremtiden.

    Endnu en gang tillader jeg mig at linke til dit indlæg på min side "Mine purpursolhatte" øverst på min blog - hvilket jeg håber er okay :0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  5. Super godt indlæg om de skønne solhatte :-)

    Hvordan opbevarer du krukkerne med solhatte om vinteren? Jeg har også prøvet at dyrke solhatte i krukker, men mange går til i løbet af vinteren, selvom krukkerne om vinteren står beskyttet op ad huset.

    SvarSlet
  6. Kære Alle. Tusind tak for kommentarer :-). Undskyld jeg er så sen til at svare.

    @Dorthe - Jo, selvfølgelig er du velkommen til at linke :-).

    @ Gitte - Jeg tror ikke det er nok at stille krukkerne op ad huset. Du skal have dem ind hvor de er mere beskyttede - drivhus, garage eller overdækket terrasse. Desuden er jorden i krukkerne vigtig for overlevelsen, og desværre er det nærmest umuligt at få en rigtig god grov sphagnum i alm. handel. Jorden må ikke være våd og klistret - hold den til den tørre side og vand den langsomt op i løbet af foråret. Planterne kan nemlig også finde på at gå i dvale i det tidlige forår hvis de står meget tørt, og er dvale tilstanden først indtrådt, så rådner de når man begynder at vande. Jep, det er absolut ikke let :-)

    Mange hilsner Marianne

    SvarSlet
  7. 'Harvest Moon' er også en af de få, jeg ikke anbefaler til mine kunder. Som den eneste af alle de sorter jeg har testet i vores sandjord, har denne ikke overlevet. 'Art's Pride' overvintrer fint her - vi har haft den i ca. 5 år nu. 'Tomato Soup' oplever jeg som kraftigt voksende, og den bliver ret hurtigt stor, når den står i potter. Men igen - det kan jo komme an på jordforhold, vanding osv.

    Kh. Marlene (Staudefeen)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marlene
      Tak for din kommentar. Jeg har sat spam filter på på kommentarer for jeg er træt af al det spam. Derfor kan der godt gå et stykke tid før jeg opdager en kommentar. Jo, jeg synes også 'Tomato Soup' vokser fint i potter - masser af sideskud, men jeg oplever den som svagere end 'Hot Summer' især når de er udplantet. Og ja det kommer an på rigtig mange forhold og mine indlæg er også bare et forsøg på at give noget af den erfaring jeg har med purpursolhatte videre så man undgår skuffelser og de største fejltagelser.
      Håber det står fint til hos dig og dit fine drivhus :-)
      KH Marianne

      Slet
    2. Ja, det er ret irriterende med al den spam - får en del på Min Gamle Jul, men ikke så meget på Staudefeen. Det er dog heller ikke altid, at spamfilter-funktionen virker på diverse blogs, og ofte kan man ikke se, hvad der står, så jeg vil helst ikke have den på min blog.

      Jeg har plantet én 'Hot Summer' ud - en sølle plante - og den er endnu ikke blevet til det helt store, men ellers giver jeg dig ret i, at det er en meget vital og sund purpursolhat.

      Tak, fint her - nu lukker jeg snart ned for sæsonen - planterne er heller ikke de kønneste at se på lige nu ;-) Håber også, du har det godt. Kig endelig forbi, hvis du er på disse kanter.

      Kh. Marlene

      Slet