søndag den 31. marts 2013

De skønne purpursolhatte - del I

1. del. Baggrund og hvordan vi dyrker dem...

Echinacea purpurea, der på dansk går under navnet purpursolhat har været hotteste mode og er stadig en meget populær staude. De sidste 10 år er der udviklet 100-vis af nye sorter og der findes nu både enkelt blomstrende og fyldte typer i rigtig mange farver. Det er planter der hører prærien til og de er derfor ikke alle lige nemme at dyrke under danske forhold. 


Echinacea purpurea og i baggrunden Agastache 'Black Adder' (Indianermynte).

Der er 9 arter i Echinacea-slægten, hvoraf purpurea er den mest populære. Foruden purpurea kan man også herhjemme støde på pallida (Bleg purpursolhat), augustifolia (Smalbladet purpursolhat) og paradoxa (Gul solhat). De vokser naturligt i den øst- og midtvestlige del af USA. De trives på solrige åbne arealer. Flest arter finder man i Oklahoma og Missouri, hvor de vokser på åbne arealer blandt græsser som ikke giver for meget konkurrence. Echinacea slægten er ikke særlig konkurrencedygtig og i naturen er det vigtigt at dyr afgræsser arealerne, da græsserne ellers tager magten fra purpursolhattene. Purpursolhattene er tilgengæld meget tørkeresistente.


Echinacea pallida

Det er ovenstående forhold vi skal have i tankerne, hvis vi skal dyrke purpursolhatte under danske forhold. Vejrliget er meget anderledes i Danmark. Vi har meget mere regn om sommeren og om vinteren er det helt galt, hvor vi både har regn/sne og frost/tø. I USA er det helt anderledes. Nok kan vinteren være kold, men den er tør. Vi står altså med rigtig mange udfordringer, hvis purpursolhattene skal trives under vores forhold. Yderligere er det også sådan, at der er meget stor forskel på arternes tolerance overfor ugunstige forhold. De mange nye sorter som er kommet på markedet de senere år er ofte hybrider, som består af flere arter og her kan det være vanskeligt at forudsige sortens egnethed under danske forhold.


Hvordan dyrker vi dem så bedst? Vi skal først og fremmest sørge for at jorden er meget veldrænet. Hvis du har lerjord skal du tilføre en god portion grus, og det skal være grus og ikke sand. Hvis du tilfører sand til en lerjord, 'pakker den' og bliver iltfattig. Sørg også for at plante purpursolhattene "højt", dvs på en lille bakke, sådan at vand ikke samler sig omkring planter. Vandet skal kunne løbe væk fra planterne. 


Hvis du har sandjord har du ikke problemer med at jorden bliver for våd om vinteren, men da sandjorde ofte er ret næringsfattige kan der med fordel gødes med husdyrgødning, kompost eller handelsgødning. Purpursolhatte er generelt ret nøjsomme når det gælder næring, men de kvitterer alligevel med ekstra god tilvækst og mange blomster, hvis man giver dem noget at leve af.

Rent lysmæssigt så skal du altid plante dem et sted med fuld sol - det er ikke tilstrækkeligt kun med sol om formiddagen eller om eftermiddagen. Så meget sol som muligt.

Endelig så er der det med konkurrenceevnen. Her skal man især være opmærksom på at der ikke hænger planter ind over dem især i det tidlige forår. Purpursolhattene starter sent om foråret og det kan give problemer, hvis naboplanterne er hurtigt fremme om foråret og de begynder at skygge de endnu "sovende" purpursolhatte. De mere sarte sorter kan så "sove ind i døden".



I 2. del (kommer senere) skriver jeg om nogle af sorterne og deres egnethed under danske forhold.
Echinacea 'Green Envy'


4 kommentarer:

  1. Jeg kan rigtig godt lide pupursolhat og har også nogle af den gamle slags, men ud fra dit indlæg kan jeg godt forstå, at jeg har lidt svært ved at få de nyere til at gro, min jord er nok for tung.
    Tak for god information om solhat.
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
  2. Tak for et super dejligt indlæg Marianne - det er sandt at purpursolhattene er lidt krævende hvad planteforhold og fugt angår....men taknemmlige når de har etableret sig. Min udfordring er at min have vender mod nord og er i delvis skygge meget af tiden - alligevel er det indtil videre lykkes mig at dyrke mange solhatte også i skygge - skønhederne er helt uundværlige i sensommerbedet hvor de står som kronen på værket til langt hen på efteråret. Håber dit indlæg får mange flere til at plante denne sensommerdronning ;0)

    Sidste sommer fandt jeg for første gang arten Tenneesseensis i handlen herhjemme.....hos den skønne Anne Svane fra Staudestedet - jeg prøvede at høste frø fra den men i modsætning til mine frø både fra Palllida og white swan så er de ikke begyndt at spirre......jeg tilskriver det fugtige efterår skylden - frøene havde desværre nok ikke nået at udvikle sig nok.

    Venlig hilsen Dorthe

    SvarSlet
  3. Tak for kommentarer Lene og Dorthe. Ja, de dyrkningsforhold jeg beskriver gælder hvis man også vil have succes med de lidt sværere sorter, hvor det er nødvendigt at give dem bedst mulige forhold, så de ikke dør om vinteren eller langsomt sygner hen. Men jeg skriver om sorterne i næste del og om hvilke der er lette og hvilke man skal undgå hvis man ikke har optimale forhold.

    Jelitto.com sælger frø af nogle hybrider af E. tennesseensis. Jeg har ikke selv prøvet dem.

    Mange hilsner Marianne

    SvarSlet
  4. Super dejligt indlæg, men jeg ville gerne have læst det for 7 år siden, for jeg har godt nok mistet mange Solhatte gennem årene.
    Hos mig er det primære problem nok at jeg planter mine staudebede meget tæt, så konkurrencen har nok været for hård.

    Men det ved jeg nu ... tak for det, for jeg har i dette forår sået flere Solhatte, så nu skal de bare have de rigtige pladser inden vinter.

    :)

    Sommerlige hilsner fra Line

    SvarSlet