Viser opslag med etiketten Corydalis. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Corydalis. Vis alle opslag

fredag den 6. januar 2012

Den hvide lærkespore - et must i den hvide have

Den hvide lærkespore (Corydalis ochroleuca) er en skønhed, der på en gang både er sart og utrolig stærk. Den knækker hvis man rør den og er ikke nem at flytte. Men alligevel er denne plante utrolig robust - den kan vokse på al slags jord, den er tørke tolerant og vokser fint uanset om det er i fuld sol eller dyb skygge. Og så blomstrer den og blomstrer og blomstrer..... og det gør den fra maj - frost.


Hvid lærkespore - Corydalis ochroleuca


Den er uundværlig i den hvide have, hvor den kan få lov til at sprede sig mellem de andre planter eller vokse i en lille sprække hvor intet andet kan gro. De fleste kender den lille gule lærkespore som sår sig selv og som dukker op hist og her og allevegne - i bede, i grus, mellem fliser, langs husets væg osv, osv. Den hvide opfører sig ligeså. 


Hvid lærkespore - Corydalis ochroleuca
Den hvide tilhører en anden art end den gule, men ligner ellers, bortset fra at blomsterne er hvid-grønne og bladene er mere blåduggede. Den selvsår sig meget og specielt efter vintrer med meget frost spirer den meget villigt, da frøene behøver lang kuldeperiode for at bryde spirehvilen. Hvis man får for mange er de nemme at luge væk. 


Man ser dem ikke ret meget i planteskoler, fordi de så nemt knækker og derfor er svære at flytte. Jeg har en del på lager hvis nogen skulle være interesserede, men de går ikke at sende.