Viser opslag med etiketten Planteportræt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Planteportræt. Vis alle opslag

søndag den 12. januar 2014

Nyserod

Nyserod - Helleborus argutifolius


Nyserod er en stor dejlig staude som trofast kommer igen år efter år. Den har store stedsegrønne blade med tydelige takker og de limegrønne blomster kan blive op til 5 cm store. Planter som trives og som har stået det samme sted i nogle år kan nemt fylde mere end 1 m i diameter.  I milde vintre, som i år, blomster den fra januar, men ellers lige så snart vejret er mildt i perioden januar - april.

Helleborus argutifolius - Nyserod


Nyserod trives i halvskygge eller lys skygge. Den kan godt tåle sol, hvis jorden er tilstrækkelig fugtig. Den er ikke speciel krævende m.h.t. jorden, men foretrækker en muldrig luftig jord med en surhedsgrad omkring neutral (pH 7). Den er ikke så glad for en tung lerjord, så tilførsel af kompost og grus vil hjælpe, hvis du har meget tung jord. 

Helleborus argutifolius - Nyserod


Nyserod har ingen basal blade som dem vi f.eks. kender fra juleroserne. Hos Nyserod skyder stængler op ad jorden og på disse stængler sidder alle bladene. For enden af disse stængler dannes så blomsterne. Det betyder, at lange hårde perioder med barfrost kan ødelægge både blade og blomster, fordi planten, som jo er stedsegrøn, tørre ud.  Det er rigtigt ærgerligt, men der er ikke andet at gøre end at klippe hele planten ned om foråret. Den skyder så masser af nye skud, som forhåbentlig vil blomstrer til næste forår. 

Helleborus argutifolius - Nyserod


Planten skyder nye friske skud hvert forår. De nye skud, som skal sørge for blomstringen til næste forår, kommer frem, mens de gamle skud stadig blomstrer. Hen på sommeren er frøene modne (i juni) og den smider sine sorte frø. Du kan så klippe de gamle stængler af. Frøene spirer villigt året efter.

Nyserod bryder sig ikke om at blive delt. Hvis du kan få fat i en plante, så formerer den sig villigt ved selvsåning. Hvis du kender en der har planten, så høst frøene, så snart de er modne og så dem straks enten på blivestedet eller i en såbakke. Stil såbakken på nordsiden af huset og glem alt om den det næste 3/4 år. Frøene skal opleve fugt, sommer, efterår, vinter og forår før de vil spire. 

Nyserod er helt som naturen har skabt den. Ingen forædling er blevet gjort her og det er heller ikke nødvendigt. I naturen finder man den især på Sardinien og Korsika. Især Korsika er kendt for de store bestande af Nyserod. Her vokser den mange forskellige steder som ved vejsider, i skovstrækninger og ved vandhuller.







torsdag den 26. september 2013

De skønne purpursolhatte del 4

I denne sidste del om purpursolhattene er vi nået til de sorter, som jeg erfaringsmæssigt mener tilhører gruppe af purpursolhatte, som man virkelig skal kæle for, hvis man vil have succes med dem i sin have. Planterne i denne gruppe er alle krydsninger og hybrider (man krydser to forskellige arter) og helt hvordan de enkelte planter opfører sig afhænger af deres ophav. I denne gruppe finder vi næsten alle de gule, orange og røde sorter og det er stort set ligegyldigt om de er fyldte eller enkeltblomstrende. 


Her er et lille hint mht at finde ud af om man står overfor en sort der kræver ekstra opmærksomhed. En hel del af disse sorter har smalle glatte blade som man bl.a. finder hos hybrid-sorten 'Marmelade'. Hvis man ser disse smalle glatte blade, så står man helt sikkert overfor en sort som er krævende. Sorter med brede ru blade er som regel lettere at få succes med, men ingen regel uden undtagelser. Men iagttag bladene, så ved du nogenlunde hvad du står med. 


Echinacea hybrid 'Marmelade'

En anden ting man skal være opmærksom på er at sorter med glatte blade er det rene guf for snegle.  Så hvis man har mange snegle i sin have, så har de glatbladede purpursolhatte ofte ikke en chance for at stikke hovedet op over jorden. 

Personligt dyrker jeg næsten udelukkende disse vanskelige sorter i krukker. De er fortræffelige krukkeplanter. Samtidig er mange af dem er vældig pompøse i deres udseende og de kan derfor være svære at tilpasse i havens bede. Så dyrkningen i krukker har en dobbelt funktion. Det går bedre med disse meget anmassende planter i krukker, hvor de kan indgå i nogle tableauer. Hvis man dyrker dem i krukker skal de stilles i koldhus om vinteren. Det gør ikke noget at der kommer masser af frost, bare det ikke regner ned i potten. 

De kan godt dyrkes i haven, men man skal virkelig gøre sig store anstrengelser, og selv da vil man opleve at de forsvinder efter nogle år.

Endelig skal man være opmærksom på at havecentrer og planteskoler ofte faldbyder purpursolhattene i sensommeren og her står de så og lokker med deres fine blomster. Plant ikke purpursolhattene efter 1. oktober og hvis du planter i august/september så klip alle blomsterne af, så planterne i stedet bruger kræfterne på at danne et kraftigt rodnet. Det giver større chance for at få dem gennem vinteren. 

Her er nogle eksempler på vanskelige sorter, men der findes rigtig mange og der kommer stadig mange nye på markedet hvert år.


De enkeltblomstrende:


Echinacea 'Art's Pride'




Echinacea hybrid 'Art's Pride'
Art's Pride' var den første orange sort vi stiftede bekendtskab med herhjemme. Den stammer fra en krydsningsprogram hvor man krydsede E. purpurea 'Alba' med E. paradoxa. Den har smalle glatte blade som den har arvet fra E. paradoxa. Rigtig mange haveejere har haft problemer med at få den til at overleve i haven og den sygnede ofte lige så stille hen. Den kan ikke anbefales til danske forhold, medmindre man dyrker den i krukke. 


Echinacea 'Tiki Torch'


Echinacea hybrid 'Tiki Torch'
Krydsning mellem E. paradoxa og E. purpurea. Meget smuk kraftig plante med en fantastisk farve og fin tilvækst. Den kan stå flot og stor i haven i nogle år, men kan så pludselig forsvinde. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj. 



Echinacea 'Tomato Soup'


Echinacea hybrid 'Tomato Soup'
Krydsning mellem E. paradoxa og E. purpurea. Røde blomster der bliver mere rød-orange efterhånden som blomsten ældes. Planten er spinkel, har blanke smalle blade og har langsom tilvækst. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Echinacea 'Hot Summer'




Echinacea hybrid 'Hot Summer'
En naturlig krydsning der opstod i en forsøgsmark i Holland i 2007. 'Hot Summer' er en spændende sort som byder på mange flotte farver, når planten står fyldt med blomster. Sorten starter med gul-orange blomster, som ved modenhed udvikler sig til den mest fantastiske dybrøde farve. Sorten er rimmelig stærk og har god tilvækst. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Echinacea 'Harvest Moon'


Echinacea hybrid 'Harvest Moon'
En del har stiftet bekendtskab med 'Harvest Moon' da en hel del planteskoler har haft den i deres sortiment. Det har givet mange frustrerede haveejere for mange har oplevet at planten forsvandt den første vinter. Den har ru brede blade (fra E. purpurea) og man kan derfor blive snydt og tro at den ikke er vanskelig. Den har gule blomster der beholder farven og vandrette skive kroner. Blomstrer juli - september og bliver 70 cm høj. Jeg vil ikke anbefale den til danske forhold.


Eksempler på fyldte sorter:

Echinacea hybrid 'Hot Papaya'


Echinacea hybrid 'Hot Papaya'
Rød-orange fyldte blomster. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Echinacea hybrid 'Irresistible'


Echinacea hybrid 'Irresistible'
Orange fyldte blomster. Blomstrer juli - september og bliver 80 cm høj.


Der findes rigtig mange fyldte sorter og der er ingen grund til at nævne en hel række sorter. Det, at sorterne er fyldte, gør dem ikke sværere at dyrke end de enkeltblomstrende. Det er deres blomster farver i de rød-orange kulører der gør dem vanskelige, fordi de er hybrider og noget af ophavet er arter som ikke er så hårdføre i Danmark.

Jeg håber, at disse indlæg kan gøre det lettere at vælge sorter efter havejordens beskaffenhed og ens ambitionsniveau. Det er alt andet lige meget sjovere at se på planter der trives end planter der langsomt forsvinder. 

Rigtig god fornøjelse med purpursolhattene. 




tirsdag den 6. august 2013

De skønne purpursolhatte del 3

I del 2 beskrev jeg nogle af de sorter af purpursolhatte som er lettest af få succes med i haven og som man vil kunne dyrkes i langt de fleste haver uden problemer, hvis man giver dem tilstrækkeligt med sol.  I dette indlæg beskriver jeg nogle af de purpursolhatte som er lidt mere krævende med hensyn til dyrkningsforholdene. For at dyrke nedenstående sorter med succes i haven er det meget vigtigt at dræningsforholdende er gode og det gælder især om vinteren. I del 1 har jeg beskrevet hvilke dyrkningsmæssige forhold man skal være opmærksom på.


Her kommer nogle af de sorter som kræver lidt mere af voksestedet for at trives.



De enkeltblomstrende sorter:



Echinacea purpurea 'Green Envy'

Echinacea purpurea 'Green Envy'

Grønne randkroner der ind mod skivekronerne antager en rosa farve. Meget eftertragte plante især de første år efter den var kommet på markedet. Vandrette randkroner. God vækstkraft og hårdførhed. Blomstrer juli-september. 80 cm. 


Echinacea purpurea 'Green Jewel'

Echinacea purpurea 'Green Jewel'
Grønne vandrette randkroner og grønne skivekroner. Den har svagere vækstkraft end 'Green Envy' og hårdførheden er også mindre. Blomstrer juli - september. 60 cm. 


Echinacea purpurea 'Sunrise'

Echinacea 'Sunrise'
Den bedste og meste hårdføre af de gule sorter. En krydsning mellem E. purpurea og E. paradoxa. Meget blomsterrig sort med rigtig god vækstkraft. De vandrette randkroner har en fin lysegul farve og skivekronerne er gule. Duftende. 70 cm.




Echinacea hybrid 'Summer Sky'

Echinacea hybrid 'Summer Sky'
Echinacea hybrid 'Summer Sky'

En to-farvet hybrid der både har den orange og pink farve i sig. Blomsterne starter orange-pink, men efterhånden som blomsten modnes bliver blomsterne falmet rosa. I ovenstående bed er det fint udnyttet, da Sedum 'Matrona' er i knop når solhatten starter blomstringen med sin stærke orange-pink farve. Senere når solhattens blomster falmer matcher de perfekt til Sedum'ens lyserøde blomsterfarve når denne starter blomstringen. God vækstkraft og holdbarhed. Blomstring juli - september. 80 cm.



De fyldte sorter:


Hos de fyldte sorter er skivekronerne omdannet til blomsterblade. Det betyder at insekterne er ganske uinteresseret i at besøge disse sorter. Mange af sorterne har dog stadig duft. Blomsterne hos de fyldte sorter holder ofte meget længe især når vi ikke er plaget af meget regnfyldt vejr. Hvis det regner meget kan der gå gråskimmel i blomsterne. 


Echinacea purpurea 'Coconut Lime'

Echinacea purpurea 'Coconut Lime'
Hvide randkroner med grønne spidser og fyldt midte i gul-grønfarve. En af de bedste og mest hårdføre af de fyldte sorter. Jeg har haft den i haven siden den kom på markedet i 2008 og den står stadig fint. I drivhus hvor det ikke regner på blomsterne kan den samme blomst holde sig frisk i næsten 2 måneder. Imponerende. Den har en åben vækstfacon og danner mange blomstrende sideskud. God krukkevækst og sød i en krukke plantet sammen med en græs f.eks Stipa tenuissima (Hejregræs). Blomstrer juli - september. 70 cm.


Jeg har ikke erfaring med de andre fyldte hvide sorter der findes på markedet.



Echinacea purpurea 'Pink Poodle'

Echinacea purpurea 'Pink Poodle'
Echinacea purpurea 'Pink Poodle'

En sort der blev fundet blandt frø-afkom af 'Doubledecker' som mange sikkert kender. Blomsterne hos 'Pink Poodle' starter som almindelige enkeltblomstrende solhatte, men efterhånden udvikles der flere og flere blomsterblade og som blomsten modner ender den med at være næsten fyldt. God kraftig voksende og hårdfør plante. Blomstrer juli - september. 90 cm.


Der findes andre lyserøde fyldte typer som f. eks. 'Razzmatazz', 'Double Delight' og 'Pink Shuttles' som alle tilhører den gruppe af purpursolhatte som jeg kalder de middelsvære ligesom ovenstående.


Echinacea purpurea 'Razzmatazz'



  
Solhattene, og det gælder både de enkeltblomstrende og de fyldte sorter, med de røde og orange-gule farver tilhører alle den svære-gruppe og nogle af sorterne tager jeg i næste del (jeg skal nok forsøge ikke at være helt så længe om det :-) )

onsdag den 15. maj 2013

Sesleria nitida - en forårsblomstrende græs



Sesleria nitida, Blåaks

Blåaks, Sesleria nitida er en græs jeg holder meget af. Lige nu her midt i maj blomstrer den med en masse hvide duske. Efter blomstring bliver duskene mere grå i farven, men duskene holder hele sæsonen og står også fint vinteren igennem. De blågrå blade er ret stive og delvis stedsegrønne. Med tiden vokser planten sig til nogle store puder, som dog nemt kan deles. Det er en plante som stammer fra det sydlige Italien, men den er fuldhårdfør herhjemme.  Den er meget tørketolerant og foretrækker en tør veldrænet jord. 

Sesleria nitida, Blåaks som kantplante

Jeg kan godt lide at bruge den som kantplante, hvor den med sit strittende udseende danner en spændende og anderledes kant. Kan også bruges på store flader eller i staudebedet.

Sesleria nitida, Blåaks 

fredag den 12. april 2013

De skønne purpursolhatte - del 2

De bedste enkeltblomstrende sorter

I forrige indlæg om Echinacea, purpursolhattene, beskrev jeg hvordan man bedst dyrker purpursolhattene under danske forhold, hvis man vil have succes med disse skønne planter. Der er som tidligere skrevet udviklet 100-vis af sorter de sidste 10 år, og fordi planten blev så populær og der var så stor efterspørgelse, så gik det lidt for stærkt. Der var ikke tid til at teste planterne før de kom på markedet, så hvis man havde fundet en hybrid der så sjov og anderledes ud, så blev den markedsført uden man havde haft tid til at undersøge dens vitalitet og persistens på længere sigt. Det har givet nogle skuffelser rundt omkring i mange haver og nogle af sorterne vil jeg ikke anbefale til danske forhold.


Det er klart, at jeg kun kan vurdere de sorter jeg selv har erfaring med - omkring 30 sorter. Ud fra devisen at det er bedre at komme med et bud på egnethed end at vi alle famler os rundt i mørke, vil jeg tillade mig at dele dem op i 3 grupper alt efter hvor svære de er at få succes med i haven, nemlig 'de nemme', 'de middelsværere' og 'de krævende'. Det er farligt, da mange faktorer spiller ind, men jeg vover forsøget.

Du kan dyrke alle sorterne, hvis du kan tilbyde dem optimale forhold, også 'de krævende sorter', men hvis du ikke har optimale forhold eller sørger for at der kommer optimale forhold som beskrevet i første indlæg, så kan du stadig få succes med de sorter jeg nævner i dette indlæg på en alm. god dansk muldjord (eller lerjord):


De nemmeste enkeltblomstrende sorter:


Echinacea purpurea - den rene art

Echinacea purpurea
Lilla-rosa. Blomsten falmer til lys rosa ved ældning. Hængende randkroner. Blomstrer juli-september. 100 cm. Medicinplante. Du kan enten købe frø eller planter.



Echinacea purpurea 'Magnus'

Echinacea 'Magnus' vist her i sit falmede look sidst på sæsonen. Skøn selv i forfald. 
Lilla-rød. Blomsten falmer til lys rosa ved ældning. Randkroner vandrette. Blomstrer juli-september. 100 cm. Du kan enten købe frø eller planter.



Echinacea purpurea 'Rubinstern'

Echinacea purpurea 'Rubinstern'
Lilla-røde store blomster (mere intens i farven end Magnus). Vandrette randkroner. Stor skivekrone. Kraftig voksende robust plante. Maskulin i sit udtryk. Blomstrer juli-september. 100 cm. Du kan enten købe frø eller planter.



Echinacea purpurea 'Kim's Knee High'

Echinacea purpurea 'Kim's Knee HIgh' her sammen med Achillea millifolium 'Forncett Flatton'
Rosa-lilla små blomster. En lav sort der bliver omkring 50 cm høj. Hængende randkroner. Blomstrer juli-september. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'Pica Bella' 

Echinacea purpurea 'Pica Bella'
Mørk lilla-røde blomster. Slanke randkroner der forbliver vandrette. Sorten har et slankt, lidt spids udseende. God stabil sort. Blomstrer juli-september. Omkring 60 cm høj. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'Fatal Attraction' 

Echinacea purpurea 'Fatal Attraction'
Favoritplante der altid vækker opsigt i haven. Mørk vinrøde blomster i udspring, mørke stængler, mørke grønne blade. Vandrette randkroner der er i dobbelt lag. Sund og robust. En Piet Oudolf selektion. Blomstrer juli-september. Omkring 60 - 70 cm høj. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'Hope'

Echinacea purpurea 'Hope' her plantet i krukke sammen med Heuchera 'Georgis Peach'
Lyserøde blomster med rød-orange skivekroner der vokser sig større under blomstringen. Vandrette randkroner. Robust og kraftig sort. Blomstrer juli-september. Omkring 70-80 cm høj. Sorten fås kun som plante.



Echinacea purpurea 'White Swan' ('Alba')

Echinacea purpurea 'White Swan'
Hvide blomster. Hængende randkroner. Blomstrer juli-september. 100 cm. God sort. Du kan enten købe frø eller planter.


Der findes flere hvide typer som også vil kunne dyrkes forholdsvis let, men jeg har været så glad for 'White Swan' at jeg har holdt mig til den. Jeg har erfaring med den meget smukke 'Jade', men den er ikke nem. 


Jeg har naturligvis ikke nævnt alle der er nemme, men med de sorter jeg har nævnt går man ikke helt galt i byen. Hvis man ikke har held med disse sorter i sin have skal man nok indstille sig på at purpursolhatte bare ikke trives under de forhold man har i sin have og finde et godt alternativ. 



I næste indlæg (del 3 kommer senere) beskriver jeg nogle af de sorter jeg anser for at tilhører den middelsvære gruppe, som kræver lidt mere opmærksomhed mht dyrkningsforholdene for at de skal være en succes i haven.

mandag den 9. april 2012

Salvia nemorosa 'Plumosa' - en usædvanlig staudesalvie der er god til afskæring

Den engelske rose 'The generous Gardener' og Salvia nemorosa 'Plumosa'
Den engelske rose 'The Generous Gardener' og Salvia nemorosa 'Plumosa'

Salvia nemorosa 'Plumosa' er en staudesalvie man lægger mærke til når den står i haven. Den har meget store mørke lilla-vinrøde blomsterstande som holder meget længe. På billedet er blomsterne ikke fuldt udviklede endnu - blomsterhovederne bliver meget fyldige og bliver over tid endnu mørkere i farven. Fordi blomsterhovederne bliver så fyldige og tunge kan man være helt sikker på at den vælter ud til siderne - den behøver absolut en eller anden form for støtte. Men den er fantastisk til afskæring - holder længe i vase og er usædvanlig smuk i buketter. Blomsterne kan også tørres.

Salvia nemorosa 'Plumosa'
Salvia nemorosa 'Plumosa' - Staudesalvie her ved siden af rosenskovmærke
Den er ligeså nem at dyrke som andre staudesalvier - alm. god jord i fuld sol. Blomstre i juni - august.



tirsdag den 13. marts 2012

Fingerbøl og Brunbladet Kørvel - en super kombination

Her er en sammensætning jeg holder meget af  - den Brunbladede Kørvel sat sammen med fingerbøl - en naturpræget sammensætning der rummer både det romantiske og det vilde element.  De 2 planter blomstrer altid samtidig og de holder af samme vækstbetingelser, hvilket gør det hele meget nemt.


Digitalis purpurea 'Apricot' og Anthricus sylvestris 'Ravenswing'


Fingerbøl af arten Digitalis purpurea er ikke en staude, men en 2-årig eller kortlivet plante, der er særdeles villig til at så sig selv og på den måde kan man vedligeholde en bestand. Det første år laver den en stor roset af blade, og andet år blomstrer den med lange stængler der bliver op til 120 cm høje. Man kan nogle gange få planten til at leve længere end de 2 år, hvis man skærer blomsterstænglerne af efter afblomstring og inden planten bruger for meget energi på at producerer frø. Digitalis blomstrer fra slutningen af maj og til juli måned og trives i sol - halvskygge i en ikke alt for tør jord.


Anthricus sylvestris 'Ravenswing'






























Den Brunbladede Kørvel er en sort ved navn Anthriscus sylvestris 'Ravenswing'. Den ligner den vilde Kørvel der vokser naturligt herhjemme langs grøftekanterne, bortset fra at denne sort har mørkebrune-sorte blade, hvilket gør den meget smuk. Kontrasten mellem de små hvide blomster i lette skærme og de mørke blade og stængler er spektakulær.
Kørvel er en kortlivet staude der sår sig selv villigt. Den brunbladede Kørvel er rimelig sortægte. Hvis man lader den så sig selv skal man regne med at omkring 90 % af frøplanterne får den eftertragtede mørke bladfarve, mens resten får den normale grønne bladfarve. Jeg plejer at luge de grønne planter væk i det tidlige forår, hvor det er tydeligt at se hvilke planter der får den mørkeste farve (der er farvevariation). Som mange andre mørkfarvede planter får også den Brunbladede Kørvel den smukkeste mørke bladfarve når den står i fuld sol. Den blomstrer fra maj - juli og bliver ca 100 - 120 cm høj og trives i sol - halvskygge. Kørvel har en dyb pælrod og kan vokse på enhver jord. 


Digitalis purpurea 'Apricot' og Anthricus sylvestris 'Ravenswing'