Heuchera 'Blackout' blev patenteret i 2008 og kom på marked for nogle år siden. Den har kulsorte blade som er blanke - bladene ser nærmest ud som om man har lakeret dem. Det skinnede look kommer mest til udtryk når planten står i sol/halvskygge. Sorten er ret stor og har store blade når den trives - bliver med blomst ca. 60 - 70 cm høj. Blomsterne er hvid-creme og små, men sorten er blomsterrig og blomstrer det meste af sæsonen. Den trives allerbedst i sphagnum og holder af en rimelig fugtig jord. Hvis din jord tørrer for meget ud vil den have det bedst i et skyggefuldt bed. Som alle andre Heuchera kan den også fint dyrkes i potte og den kan pifte ethvert sommerblomst arrangement op. På billedet er den sat sammen med hvide sommerblomster.
![]() |
| Heuchera 'Blackout' med hvide sommerblomster ( Bacopa ' Snowflake', Euphorbia 'Diamond Frost' og Petunia) |

