Viser opslag med etiketten Storkenæb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Storkenæb. Vis alle opslag

søndag den 20. maj 2012

Sorte skønheder i maj.....

Der er noget magisk, dramatisk og elegant over de mørkløvede planter eller planter med mørke blomster. Hvis man trænger til lidt fornyelse i sit staudebed kan man tilføre staudebedet nogle mørke grupper og bedets fremtoning ændres total. Det giver bedet en forfriskende kontrast. Der er de sidste par årtier udviklet mange nye spændende sorter der byder på den mørke farve.


Jeg tog kameraet en tur i haven her i maj og her er lidt af det jeg stødte på:

Tulipan 'Oueen of Night' og i forgrunden bladene af den mørke sølvlys, Cimicifuga 'Brunette'

Sølvlys, Cimicifuga 'Brunette'

Akelejefrøstjerne, Thalictrum 'Black Stocking'


Selvsåede mørk havemælde, Atriplex hortensis rubra


Stjerneskærm, Astrantia 'Moulin Rouge'


Staudeklematis, Clematis recta 'Purpurea'


Bølgekronet Storkenæb, Geranium phaeum 'Chocolate Chip'


Bølgekronet Storkenæb, en selvsået krydsning


Mørkbladet Kørvel, Anthriscus sylvestris 'Ravenswing'

tirsdag den 24. januar 2012

Nemt rosa bed til halvskygge-skygge

Her er opskriften på et simpelt rosa bunddække-bed der kræver minimal arbejde og hvor der er blomster fra maj til frost. Bunden er fuldstændig dækket af blade, så ukrudt bliver effektivt holdt nede, hvis det er rigtigt tilplantet. Det egner sig til områder med halvskygge/skygge og almindelig jord, men fungere også på en let sandet jord. Det består kun af 3 plantearter og disse er: Persicaria amplexicaulis 'Betty Brandt' (Kertepileurt), Astrantia major 'Roma' (Stjerneskærm) og Geranium phaeum 'Calligrapher' (Storkenæb). Alle planter blomstrer i nogenlunde sammen højde, ca. 70-80 cm og de er alle gode løvplanter. 


Persicaria 'Betty Brandt', Astrantia 'Roma' og Geranium 'Calligrapher'  som tæt bunddække
I slutningen af maj starter Geranium phaeum 'Calligrapher' med at blomstre og den blomstrer ca 1 måneds tid, hvorefter den danner nyt løv og resten af sæsonen står den med tæt løv der dækker bunden. Mit billede af 'Calligrapher' blomsten er forsvundet i mængden af fotografier, så det må vi tage en anden gang eller tag et kig på Tidens Stauder's katalog.


Geranium phaeum 'Calligrapher' har løv med mørke markeringer
 I juni er det så Astrantia 'Roma' der blomstrer med sine fine skærme og den blomstrer flere gange i løbet af sæsonen, hvis man fjerne visne blomsterstængler. I juli og lige til frost er Persicaria den dominerende i bedet, og de mange slanke aks danner en fin kontrast til stjerneskærmens runde form. Der kan klippes til mange buketter både af stjerneskærmen og pileurten. Du skal plante ca. 4-5 planter pr m2.


Persicaria 'Betty Brandt' og Astrantia 'Roma' i fint sammenspil



onsdag den 21. december 2011

En fantastisk geranium....

Geranium 'Bob's Blunder' er en fantastisk storkenæb som bare bliver ved og ved .......den blomstrer fra juni og lige indtil frosten sætter en stopper for festen. Og hvilken fest .... små pink blomster i hundredevis på lange blomsterstængler og blade der er mørk bronzefarvede. En rigtig god bunddække plante der når den trives kan dække næsten 1 m2.  Det er min erfaring at den bliver smukkest i halvskygge og den derfor er rigtig god til at dække bunden mellem højere planter.

Geranium 'Bob's Blunder'

Jeg holder meget af at dyrke den i en stor terracotta krukke hvor de lange blomsterstængler og de bronzefarvede blade gør sig smukt når de hænger ud over siden af krukken. Men krukken skal ind om vinteren (i koldhus) - storkenæb overlever meget dårligt i krukker om vinteren - som regel drukner de. 


På nuværende tidspunkt står min krukke med Geranium 'Bob's Blunder' i kold drivhus og den blomstrer stadig med 100-vis af blomster og med masser af nye friske blade i midten.

Geranium Bob's Blunder i krukke (krukken er forsvundet under alle blomsterne).


Bob's Blunder er hårdfør og kan tåle ned til minus 30 graders frost. Den bliver ca. 30 cm høj og den plantes ud med ca. 50 cm afstand. Planten trives i halvskygge, men kan også godt klare lys skygge. God veldrænet jord der ikke tørre for kraftigt ud. Hvis planten får det for tørt visner det hele og den begynder forfra med at lave nye blade i midten.




Ekstra information tilføjet d. 23.12.2011 på grundlag af kommentarer:


Bob's Blunder er en forholdsvis ny geranium og erfaringer er derfor stadig begrænsede, så indtil videre må man prøve sig lidt frem...


Nedenstående er mine erfaringer med  Bob's Blunder:
  • Den er en sikker succes hvis den bliver plantet i en krukke - gerne en høj en af slagsen, så den kan vælte ud over siderne. Plant den i en god grov sphagnum, gerne med langtidsvirkende gødning. Sæt krukken i halvskygge (morgensol eller sen eftermiddagssol) eller lys fuld skygge. Krukken sættes i koldhus om vinteren og jorden holdes let fugtig. Den må ikke udtørre fuldstændig i jorden for så kan den finde på at dø. De Bob's Blunder jeg har mistet har været pga at de var for tørre i rodklumpen. I koldhus vil man opleve at den faktisk står med løv hele vinteren, selv I den hårde vinter vi havde sidste år.
  • Den trives ikke i sandjord - jeg har selv sandjord og forsøgt at plante den både i sol, halvskygge og fuldskygge, men den bliver ussel. Bedre bliver det hvis jeg tilfører masser af sphagnum til sandjorden, men jeg har set den flere gange på en alm. god jord og der vokser den rigtigt smukt. Et er sikkert og det er at en plante som ikke trives optimalt vil have mindre chance for at overleve en ugunstig vinter. Som sagt er erfaringerne endnu ringe hvad angå overlevelse på forskellige jordtyper. Planten stammer fra England.